Med UL fly har du mulighed for at komme i luften for et overkommeligt beløb.
For at kunne få et UL certifikat kræves der følgende
- Helbredsgodkendelse af en godkendt flyvelæge
- Bestået alle 9 teoriprøver til PPL/LAPL teori
- Bestået praktisk radioprøve (flyradio)
- Fløjet 30 skoletimer, 25 med instruktør – 5 timer solo
- Bestået skill test (køreprøve til fly)
Man kan gå til skill test, når du er fyldt 17 år.
UL-fly
Et UL-fly bestod oftest af aluminiumsrørkonstruktioner, hvor vingen er beklædt med kraftig sejldug. Siden ca. år 2000 har helmetal og komposit (glas- og kulfiber) fly domineret nyanskaffelserne indenfor UL fly. Et UL-fly må højest have en startvægt på 300 kg for et én-sædet og 450 kg for to-sædet. Har flyet monteret en nødfaldskærm kan startvægten øges til 315 kg for én-sædet og 472,5 kg for to-sædet fly.
Der er fra 31/12-2025 givet tilladelse til et totalvægt på 600 kg.
Endvidere skal følgende betingelser være opfyldt:
- Max. 2 personer om bord.
- Ubegrænset mængde brændstof, dog må MTOW 600 kg ikke overskrides.
- Flyvning må finde sted over bebyggede områder, dog med hensyntagen til mulighed for at foretage nødlandinger.
- Maksimum flyvehøjde er 9500 fod (2.895,6 meter)
- For at kunne flyve UL, skal du være medlem af DULFU via en UL klub.
Der findes 2 klasser af UL-Fly:
Klasse A: Vægtskiftestyrende fly, også kaldet trikes eller motoriserede dragefly. De styres med en styrebøjle ved at forskyde tyngdepunktet under vingen.
Klasse B: Rorstyrede fly, der styres med styrepind og pedaler nøjagtigt som et almindeligt fly.
Fås som byggesæt eller færdigbygget. Som byggesæt skal påregnes 500-2.000 timers arbejde, afhængig af hvilket byggesæt eller kit og din egen erfaring.
Når du går igang med UL pilotuddannelsen skal du gøre dig klart, at du som pilot og fartøjschef har det fulde ansvar for at teknikken fungerer – m.a.o. du skal have teknisk indsigt og kunne vurdere, om flyet er forsvarligt og sikkert at flyve i, ud over at du som pilot skal beherske at flyve flyet på en betryggende og sikker måde inden for de regler, der gælder for UL fly.
Horsens Flyveklub har et sammenarbejde med Midtjysk Flyveskole, således at det er muligt at tage teoriundervisningen lokalt i Horsens Flyveklub, hvor frivillige instrukører underviser.
Praktisk skoling til UL certifikat kan også tages i Horsens Flyveklub, hvor vi har 2 erfarne UL-instruktører.